Bliver håndbagagen gratis? Det siger den nye forordning

Forordningen bruger termen personlig artikel og definerer den i artikel 2, punkt ah: en bagage, der ikke indchecks, som opfylder sikkerhedskravene, og som enten højst måler 40 × 30 × 15 centimeter eller kan opbevares under sædet foran passagerens sæde. Definitionen angiver ingen vægt.

Definitionen giver altså to alternativer, men siger ikke, om det er passageren eller flyselskabet, der vælger, hvilket af dem der gælder. Om en taske, der kan være under sædet, men er større end 40 × 30 × 15 centimeter, altid skal accepteres, fremgår derfor ikke af teksten.

Betragtningerne til forordningen, de nummererede begrundelser i begyndelsen af den, giver et billede af, hvad det handler om. Betragtning 42 nævner som eksempler på genstande, der er nødvendige for hele rejsen, pas og andre rejsedokumenter, nødvendig medicin, personligt udstyr og læsestof samt mad og drikke i forhold til flyvningens længde.

Håndbagage er efter artikel 2, punkt ai, en bagage, der ikke indchecks, som ikke er en personlig artikel, og som opfylder sikkerhedskravene. Definitionen angiver ingen mål.

Forskellen til den personlige genstand ligger i ordvalget. For den personlige genstand står der »uden ekstra omkostninger«. For håndbagagen står der i stedet, at der skal være plads i flyets kabine, og intet om gebyret.

Betragtningerne peger i samme retning. Betragtning 43 siger, at flyselskaber og formidlere fortsat skal kunne tilbyde billetter uden håndbagage, og at formålet med reglen om prisvisning er, at passagerer lettere kan sammenligne priser inklusive håndbagage. Betragtningen forklarer håndbagagen i en parentes som en kabinekuffert. Ifølge betragtning 45 bør flyselskaberne, uden at det berører princippet om fri prisfastsættelse, have en rimelig politik for, hvor stor håndbagagen må være. Om ensartede minimumsregler for håndbagage er mulige, skal ifølge samme betragtning vurderes ved revisionen af forordning 1008/2008.

Spørgsmålet om håndbagage er ikke nyt for EU-Domstolen. Sag C-487/12 (Vueling, 18. september 2014) handlede om indchecket bagage, men i præmisserne tilføjede domstolen, for at give et fuldstændigt svar, at bagage, der ikke indchecks, dvs. håndbagage, i princippet skal anses for en uundværlig del af passagerbefordringen og derfor ikke må gøres til genstand for et pristillæg, forudsat at den opfylder rimelige krav til vægt og mål og gældende sikkerhedskrav (præmis 40). Udtalelsen indgår ikke i selve domskonklusionen, som fortolker reglen om fri prisfastsættelse i artikel 22, stk. 1, i forordning 1008/2008 for indchecket bagage. Hvilke mål der er rimelige, sagde domstolen ikke.

EU-Kommissionen læser dommen sådan, at håndbagage, der går ud over sådanne rimelige krav, er omfattet af flyselskabernes frie prisfastsættelse. I oktober 2025 indledte Kommissionen en overtrædelsesprocedure mod Spanien, hvis lov ikke tillader flyselskaber at kræve ekstra betaling for håndbagage, og som har udstedt sanktionsafgørelser mod fem flyselskaber for gebyrer for ekstra håndbagage. Hvor grænsen for rimelige krav går, og dermed om flyselskabet i dag må kræve betaling for en større kabinekuffert, har EU-Domstolen altså ikke afgjort.

I den engelske sprogversion bruger betragtning 42 i den nye forordning samme udtryk som dommen (»a necessary aspect of the carriage of passengers«) om den personlige genstand. Det taler for, at tanken om, at det, der er nødvendigt for rejsen, skal indgå i prisen, ikke er ny. Det nye i artikel 11a er, at forbuddet nu står udtrykkeligt i lovteksten med en angivet størrelse: for en personlig genstand på højst 40 × 30 × 15 centimeter, eller som kan være under sædet foran, må flyselskabet ikke kræve ekstra betaling.

Hvordan dommen skal forstås for en større kabinekuffert, i dag og fra den 23. oktober 2027, siger forordningen intet om.

Samme forordning ændrer også forordning 2027/97 om luftfartsselskabers ansvar. Her indføres fra samme dato en ny artikel 6b: når flyrejser til, fra eller inden for EU sælges, skal flyselskaber og formidlere tydeligt angive, hvor stor og tung bagage der indgår i kabinen og i lastrummet for den pågældende pris, eventuelle begrænsninger i antallet af genstande, eventuelle tillægsgebyrer for både indchecket bagage og bagage, som ikke indchecks, og hvilke grunde der kan gøre, at bagage ikke må medbringes i kabinen.

At forordningen regner med mulige tillægsgebyrer for bagage, som ikke indchecks, taler også for, at den ikke gør kabinekufferten gratis.