Voucher i stedet for penge ved aflyst fly: skal du sige ja?

Ved en flyforstyrrelse kan to forskellige krav opstå, og de kan blandes sammen i flyselskabets tilbud. Det ene er kompensationen efter artikel 7: et fast beløb, der beregnes efter flyvningens længde og ikke efter, hvad billetten kostede. Det andet er refusionen efter artikel 8, stk. 1, litra a: hele billetprisen for den eller de dele af rejsen, der ikke er gennemført, og for allerede gennemførte dele, hvis rejsen ikke længere tjener noget formål i forhold til din oprindelige rejseplan, hvis du vælger refusion i stedet for omlægning. Indgår flyvningen i en pakkerejse, er det som regel rejsearrangøren og ikke flyselskabet, der skal betale tilbage (artikel 8, stk. 2; mere om det i spørgsmålene nedenfor).

Det, der forener dem, er betalingsmåden. Artikel 7, stk. 3, nævner kontant betaling, elektronisk bankoverførsel, bankanvisning og check og placerer rejsechecks og/eller andre tjenesteydelser i en egen kategori, der kræver passagerens skriftlige samtykke. Artikel 8, stk. 1, litra a, henviser netop til artikel 7, stk. 3, og sætter samtidig en frist på syv dage for refusionen. En voucher er dermed en undtagelse, som kun gælder, hvis du selv samtykker, og ikke et alternativ, flyselskabet kan vælge for dig.

Et tilbud, der kaldes goodwill, behøver ikke betyde, at selskabet anerkender, at forordningen finder anvendelse. Læs, om tilbuddet er knyttet til, at du giver afkald på yderligere krav. Det er tilladt at tilbyde, og det kan være rimeligt at sige ja, men det erstatter ikke en vurdering af, hvad artikel 7 ville give for din strækning. Hvordan et accepteret tilbud skal bedømmes juridisk, afhænger af, hvad du og selskabet faktisk blev enige om.

Artikel 15 begrænser, hvor langt en ansvarsfraskrivelse rækker. Efter artikel 15, stk. 1, kan forpligtelserne over for passagererne efter forordningen ikke begrænses eller frafaldes, f.eks. ved en undtagelse eller en begrænsende klausul i transportaftalen. Artikel 15, stk. 2, tager sigte på situationen, hvor en sådan undtagelse eller begrænsende klausul alligevel anvendes, eller hvor passageren ikke er korrekt informeret om sine rettigheder og derfor har accepteret en lavere kompensation end den, forordningen fastsætter: så har passageren fortsat ret til at anlægge sag ved en kompetent domstol eller et kompetent organ for at kræve yderligere kompensation.

Er ansvarsfraskrivelsen et fortrykt standardvilkår, som ikke har været genstand for individuel forhandling, kan den desuden prøves efter reglerne om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, som bygger på Rådets direktiv 93/13/EØF: efter artikel 3, stk. 1, anses et sådant vilkår for urimeligt, hvis det i strid med kravet om god tro medfører en væsentlig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren, og efter artikel 6, stk. 1, skal medlemsstaterne fastsætte, at urimelige vilkår ikke er bindende for forbrugeren. EU-Domstolen har fastslået, at et vilkår i en aftale, der skal løse en opstået tvist, hvorved forbrugeren giver afkald på at føre sine krav for domstolene, kan anses for urimeligt, navnlig hvis forbrugeren ikke har fået den information, der skulle til for at forstå de retlige konsekvenser (sag C-452/18, domskonklusionen punkt 4; sagen angik et boliglån). Om et enkelt vilkår er urimeligt, afgøres af en kompetent domstol i det enkelte tilfælde.

Artikel 12, stk. 1, handler om yderligere kompensation: anvendelsen af forordningen berører ikke passagerens ret til yderligere kompensation, men kompensation, der er ydet efter forordningen, kan fratrækkes i sådan kompensation. Selve voucheren er ikke reguleret af artikel 12. Hvad den modregnes i, afgøres af, hvad du og selskabet faktisk blev enige om, og det er én grund til at få aftalen skriftligt.

Som sammenligningsgrundlag findes Kommissionens henstilling (EU) 2020/648 af 13. maj 2020 om vouchere, der tilbydes passagerer og rejsende som alternativ til refusion for aflyste pakkerejser og transporttjenester i lyset af covid-19-pandemien. Den er en henstilling og altså ikke bindende ret, gælder vouchere i stedet for refusion af billetten og blev skrevet i covid-19-sammenhæng. Men den bygger på, at voucheren accepteres frivilligt (punkt 1), siger, at refusion i form af voucher kun er mulig, hvis passageren samtykker (betragtning 8), og anbefaler en gyldighed på mindst tolv måneder, tilstrækkelig effektiv og robust beskyttelse mod transportselskabets eller arrangørens insolvens og at vouchere for transporttjenester bør kunne overdrages til en anden passager uden ekstra omkostninger. Mangler det tilbud, du har fået, disse egenskaber, er det et sagligt argument i en forhandling og ikke et regelbrud. Insolvensspørgsmålet er det mest konkrete: en voucher er en fordring på flyselskabet, et beløb på en bankkonto er det ikke.