»Alle rimelige foranstaltninger«: kravet, der kan vælte et afslag

Ordlyden er afgørende. Flyselskabet er ikke forpligtet til at betale kompensation efter artikel 7, hvis det kan påvise, at aflysningen skyldes usædvanlige omstændigheder, som ikke kunne have været undgået, selv om alle rimelige foranstaltninger var truffet. Sætningen indeholder to selvstændige krav, og det er selskabet, der skal påvise, at begge er opfyldt.

Den første betingelse handler om begivenheden: ifølge EU-Domstolen omfattes kun begivenheder, der efter deres art eller oprindelse ikke er en del af luftfartsselskabets normale virksomhed og ligger uden for dets faktiske kontrol. Den anden betingelse handler om selskabets egen adfærd, altså hvad der blev gjort før, under og efter begivenheden. Et afslag, der kun nævner årsagen, besvarer derfor kun den halve regel.

EU-Domstolen har præciseret, hvad der kræves for den anden betingelse. Selskabet skal påvise, at det traf foranstaltninger tilpasset situationen og brugte alle til rådighed værende ressourcer i form af personale, udstyr og økonomiske midler for at undgå, at flyvningen blev aflyst eller væsentligt forsinket. I fuglekollisionssagen C-315/15 krævede domstolen desuden, at selskabet påviser, at de forebyggende foranstaltninger, det påberåber sig, faktisk blev truffet for den pågældende flyvning. Det er ikke nok at pege på rutiner, der findes på papiret.

Vurderingen begynder før forstyrrelsen. I sag C-294/10, Eglītis og Ratnieks mod Latvijas Republikas Ekonomikas ministrija, slog EU-Domstolen den 12. maj 2011 fast, at et luftfartsselskab allerede ved planlægningen af flyvningen rimeligvis skal regne med risikoen for forsinkelser, hvis der skulle indtræffe usædvanlige omstændigheder. Selskabet skal derfor planlægge med en vis reservetid, som om muligt gør det muligt at gennemføre flyvningen, når den usædvanlige omstændighed er ophørt.

Domstolen var samtidig tydelig på, at der ikke kan fastsættes nogen generel mindste reservetid, som gælder uden undtagelse for alle flyselskaber i alle situationer. Vurderingen foretages i det enkelte tilfælde og holdes op mod selskabets egen kapacitet på det pågældende tidspunkt: reservetiden må ikke være så omfattende, at den tvinger selskabet til urimelige ofre.

Til planlægningen hører også følgevirkningerne. Domstolen nævnte som eksempler vanskeligheder med at få en ny plads i flykorridoren og landingsvilkårene i bestemmelseslufthavnen, herunder at den kan være helt eller delvis lukket på visse timer om natten, men kun i det omfang risiciene kunne forudses og beregnes. At den usædvanlige omstændighed er ophørt, afgør altså ikke alene sagen: spørgsmålet bliver også, om selskabet havde planlagt med en rimelig reservetid for at kunne flyve, da det igen var muligt.

Den anden betingelse handler også om, hvad selskabet gør efter forstyrrelsen. I sag C-74/19, LE mod Transportes Aéreos Portugueses SA, vurderede EU-Domstolen den 11. juni 2020 et tilfælde, hvor selskabet havde omlagt passageren til en egen flyvning, der først nåede frem dagen efter den oprindeligt planlagte ankomst. Domstolen fandt, at en sådan omlægning ikke uden videre kan anses for en rimelig foranstaltning.

Selskabet skal i stedet overveje alle alternativer, der giver en kortere forsinkelse end selskabets egen næste flyvning: direkte flyvninger og flyvninger med mellemlanding, også sådanne som udføres af andre luftfartsselskaber, uanset om de indgår i samme alliance eller ej. Undtagelse gælder, hvis sådanne alternativer mangler eller ville indebære urimelige ofre for selskabet set i forhold til dets kapacitet.

Derfor er spørgsmålet »hvilke alternativer overvejede I?« mindst lige så vigtigt som spørgsmålet om årsagen. Havde der været en afgang samme aften med et andet selskab, er det dit flyselskab, der skal forklare, hvorfor den ikke blev brugt.